Ny byggerådgiver vil sikre hurtigere byggeprojekter | Læs mere

01. jun 2020

Pressemeddelelse:

Ny byggerådgiver vil sikre hurtigere byggeprojekter

Casper Søndborg Juhl kan, med en baggrund som tømrer og bygningskonstruktør, byggesagsbehandler i flere kommuner og senest projektleder i en mellemstor byggevirksomhed, hjælpe især private til at skyde genvej, så både nybygnings- og renoveringsprojekter glider hurtigt og nemt gennem den kommunale sagsbehandling.

Papirarbejdet glider nemmere
Mange løber panden mod en mur, når de skal have et byggeri godkendt hos kommunen. Uanset om et eksisterende byggeri skal lovliggøres, om der skal bygges om eller det handler om et nybyggeri, kan der være store udfordringer i at få byggeriet godkendt, forklarer indehaver af Nymann & Juhl Byggerådgivning, Casper Søndborg Juhl, der netop har etableret sig med lokaler i Bæredygtighedens Hus på Grenaa Havn.

”Jeg har siddet på den anden side af det skrivebord, hvor du skal sende alle papirerne ind, og der er ofte et stort spænd mellem ansøger og byggesagsbehandler. Der mangler helt klart et link der. Derfor er min mission som selvstændig byggerådgiver at tilbyde byggerådgivning til private og dermed afhjælpe frustrationer og hjælpe med alt det nødvendige, så processen ikke går i stå pga. manglende informationer eller forkerte oplysninger.” 

Casper forklarer, at der ofte skal op til mellem 15 og 20 dokumenter og attester til, for et nybyggeri kan godkendes.

Fagkendskab er afgørende
Meget af papirarbejdet i et byggeri er sort snak for de fleste private. Casper ved alt om, hvornår servitutter, lokalplan og anden lovgivning er vigtige i en byggeproces, og han er vant til at håndtere og forklare de mange fagudtryk i branchen, så de også giver mening for dem, der skal bygge. Han kan rådgive inden for stort set alle trin i byggeprocessen, men han vil have særligt fokus på papirarbejdet, der er en stor og vigtig del af projektet, da det er dér, han som sagsbehandler har oplevet store udfordringer for ikke-fagfolk. Han hjælper med at knække koden, så projektet meget hurtigt bliver godkendt.

Godkendelse ved salg
Mange boligsælgere opdager også, at de skal have en bygning eller en bygningsdel godkendt i forbindelse med et salg. Her skal der ofte handles hurtigt, så handelen ikke går i vasken. Casper har stor erfaring i, hvad der skal til for at opnå godkendelse, og han er heller ikke bleg for at træde hurtigt til med en hjælpende hånd, når boligen skal sælges. Det handler ofte om små detaljer, der skal tilrettes, for at få godkendelse første gang der søges.

Spidsen af Djursland
Med en placering på Grenaa Havn med rødspætter på tre sider er den nyetablerede byggerådgiver godt klar over, at han ikke skal tage sig betalt som spidsen af en jetjager.. "Jeg tager altid det første møde omkring en byggesag uden betaling. Bagefter finder jeg en spids pris på den konkrete opgave, så man bagefter ikke bliver forskrækket over regningen," forsikrer han med et glimt i øjet.

For yderligere informationer kontakt:
Casper Søndborg Juhl her