23. sep 2021
Mød vores praktikant Dennis
For ca. tre uger siden dukkede et nyt ansigt op på vores kontor. Det var dog ikke en stor overraskelse, da vi selv havde bedt ham om at komme. Det nye ansigt er nemlig vores konstruktørpraktikant Dennis Schaumann.
De næste par måneder har vi glæde af hans viden og gode humør. Forhåbentlig tager han herfra med flere kompetencer, som han kan bruge i sit studie og arbejde fremadrettet.
Dennis er 34 år gammel og et kendt ansigt i Grenaa, hvor han bor med sin kæreste og 3-årige søn. Han har en baggrund som tømrer, hvor han bl.a. har været lærling hos det tidligere Aalsrode Tømrerfirma. Han har også arbejdet som montør og tømrer et års tid i Norge. Byggebranchen er derfor ikke et ukendt område for Dennis, og han har nu valgt at læse videre til bygningskonstruktør på VIA University College i Århus. Her er han er i gang med 6. semester.
"Jeg brænder for projektering, og har via min faglige baggrund samt erfaring og studie som bygningskonstruktør opbygget en god teknisk forståelse og stor interesse for byggeri."
Bliv praktikant hos Nymann & Juhl
Kunne du tænke dig, at have din praktikperiode hos Nymann & Juhl Byggerådgivning?
Vi søger lige nu en konstruktør-praktikant til foråret 2022. Måske er det dig eller en du kender.
Som praktikant hos Nymann & Juhl bliver du en del af vores projekter og får lov at komme helt tæt på i alle projektets faser. Vi har mange spændende opgaver indenfor myndighedsbehandling, projektering af fritliggende enfamiliehuse og erhvervsbyggeri.
Vi går op i, at vores praktikanter bliver en del af teamet i Grenaa, samt at de får udviklet nogle kompetencer, der kan bruges i branchen fremadrettet.
Læs her hvad vores praktikant Simon fortalte om sin praktikperiode hos os.