Mød vores praktikant Maiken
Tre timer om ugen skaber også værdi
Hvad gør man, når man ikke passer ind på de hylder, erhvervslivet ofte tilbyder? Hvordan kan vi som virksomhed tilbyde praktikpladser, der giver værdi for både praktikanten og virksomheden, uden at det blot er fordi, det står i vores ESG-strategi, at vi skal tage et socialt ansvar for personer på kanten af arbejdsmarkedet? Det har vi sammen med vores praktikant Maiken fundet en fin løsning på.
Maiken Hessellund Hansen har altid vidst, at hun gerne ville arbejde på kontor. Men hun har aldrig passet ind i de kasser og systemer, erhvervslivet ofte er indrettet efter.
Maiken har fået titlerne depressiv personlighedsforstyrrelse og socialfobi. To følgesvende, der nogle gange spænder ben for at være en del af det samfund, alle andre ser ud til at kunne navigere i uden de store problemer. For Maiken betyder det, at det kan være svært at være i selskab med mange mennesker på én gang, samt at hun har et lavere energiniveau.
I 10 år har 28-årige Maiken kæmpet med at finde en hylde, der passer til netop hende og de særlige hensyn, der følger med titler som depressiv personlighedsforstyrrelse og socialfobi. Gennem jobcenteret har Maiken en IPS-konsulent, der hjælper hende med netop dette. IPS står for 'Individuelt Planlagt Job med Støtte', hvor målet er at hjælpe mennesker med psykiske sygdomme til at finde et job eller en uddannelse – evt. på nedsat tid.
Ville ikke 'bare' have en praktikplads
Maiken fik til opgave at finde nogle mulige praktikvirksomheder, som hun synes kunne være spændende at arbejde hos. Målet er at prøve forskellige typer af virksomheder, brancher og arbejdsopgaver af for at finde ud af, hvor hun passer bedst ind. Men for Maiken handler det ikke bare om at finde en praktikvirksomhed, hvor hun kan være tre timer om ugen, men også om at finde et sted, hvor hun føler, at hun tilfører virksomheden en værdi de tre timer.
"Jeg har været ude steder, hvor de bare havde sagt ja til at have mig i praktik, men hvor jeg kunne mærke, at de egentlig ikke havde brug for mig," fortalte Maiken omkring hendes tidligere praktikforløb.
Da Maiken kontaktede os, stod vi i en situation, hvor vi godt kunne bruge et par ekstra administrative hænder, men vi var ikke der, hvor vi kunne se os ud af at skulle ansætte en fast på hverken del- eller fuldtid. Derfor passede det helt perfekt, at Maiken til at starte kunne være her ca. 3 timer om ugen. Praktikaftalen er på 13 uger med mulighed for forlængelse.
Et par ekstra hænder er en stor hjælp
Selvom hun aldrig har arbejdet med bogholderi før, er det netop det, hun hjælper os med. Vi er ved at implementere et nyt bogførings- og faktureringssystem, som Maiken nu er med til at få op at køre. Maiken ved, hvad hun skal gøre, når hun møder ind, og hun kan gå til og fra opgaven, som det passer bedst for hende.
"Jeg har faktisk lyst til at komme ind på kontoret her hos Nymann & Juhl og har ikke en følelse af, at det tager ekstra energi fra mig at være her, som jeg ellers ofte oplever," fortæller Maiken selv om hendes praktikforløb indtil videre.
Når Maiken tager sig af de forefaldende administrative opgaver, frigiver det tid hos os til at fokusere på det, som vi er bedst til – at være vores kunders genvej til godkendt byggeri. Måske er det også grunden til, at Maiken er vellidt blandt kollegerne, og at de har taget rigtig godt imod hende. Her tilfører hun nemlig en værdi for kollegerne.
Selvom Maiken kæmper med lidt mere end så mange andre, giver hun ikke bare op. Udover at møde ind på kontoret hos os med godt humør, tager hun også sin socialfobi under armen og møder op til KSF bold i Hammel. KSF står for 'Krop og Sind Favrskov' og er idrætsforeningen for psykisk sårbare i Favrskov Kommune, hvor der dyrkes motion i trygge rammer med plads til hygge og fællesskab.
Vi sætter stor pris på Maikens hjælp og er glade for, at vi som virksomhed kan være med til at skabe nogle rammer for personer som Maiken og vise, at erhvervslivet også rummer dem.
Vi er din genvej til godkendt byggeri
Som byggerådgivere hjælper vi med at få byggerier hurtigt og nemt gennem den kommunale sagsbehandling. At finde rundt i godkendelser og tilladelser i forbindelse med byggeprojekter kan være en jungle og er ofte en tidskrævende proces.
Uanset om du bygger nyt eller bygger om, sidder vores byggerådgivere klar til at hjælpe med at sikre den nødvendige dokumentation og de nødvendige beregninger. Hos os finder du både bygningskonstruktører, konstruktionsingeniører og certificerede brandrådgivere. Derfor kan vi tilbyde dig hjælp fra start til slut, uanset hvor i byggeprocessen du står.
Vidste du, at vi også kan hjælpe med arkitekttegninger?