Certificeret brandrådgiver (BK2) hos Nymann & Juhl

NY

Certificeret brandrådgiver klasse 2 (BK2) hos Nymann & Juhl

I denne uge har vi fejret vores byggerådgiver, Ann Boje, der nu også kan kalde sig certificeret brandrådgiver i brandklasse 2 (BK2), efter at have bestået MC-testen hos DBI (Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut).

Der findes under 400 certificerede brandrådgivere i brandklasse 2 i Danmark. En brandrådgivers rolle er at dokumentere, at byggeriet overholder de præ-accepterede løsninger i bygningsreglementet kapitel 5 vedrørende bestemmelser om brand, når der søges om byggetilladelse.

Som certificeret brandrådgiver kan Ann hjælpe dig i alle byggeriets faser, fra opstarts- og skitseringsfasen til projektering og udførelse.

Hos Nymann & Juhl tilbyder vi landsdækkende service – dette gælder også ved brandrådgivning. De fleste sager kan Ann klare fra skrivebordet uden at skulle besigtige ejendommen eller projektet, hvilket sparer dig som kunde både tid og penge.

Vidste du, at en anvendelsesændring fra erhverv til bolig i fx et etagebyggeri på under 600 m², kræver en certificeret brandrådgiver?

Brandteknisk dokumentation er en vigtig del af enhver bygning, da den giver dokumentation for, at de nødvendige brandtekniske foranstaltninger er blevet implementeret korrekt og i overensstemmelse med gældende lovgivning og standarder. Den brandtekniske dokumentation består blandt andet af tegningsmateriale, brandstrategier, kontrolplaner med mere.

Hvad er en brandklasse?

Kravene til brandteknisk rådgivning varierer afhængigt af bygningens type, størrelse, placering, højde og anvendelse. Jo højere risiko, des højere brandklasse. Her vurderes der ud fra tre parametre:

– hvordan bygningen bruges (anvendelseskategori)

– hvor stor risiko, der er ved en brand (risikoklasse)

– hvordan brandsikkerheden dokumenteres (præ-accepteret eller analyse)

Brandklasse 1 (BK1)

Er byggeriet placeret i brandklasse 1, kræver det ikke en certificeret rådgiver. Her skal ansøgeren selv stå inde for og dokumentere, at bygningsreglementet og de præ-accepterede løsninger overholdes. Derfor kan det stadig være en god idé at have en byggerådgiver med kendskab til brand tilknyttet, og her har Ann gennem de seneste år hjulpet rigtig mange kunder godt igennem processen.

I brandklasse 1 kan der ikke fraviges de præ-accepterede løsninger. Det betyder, at hvis alle bestemmelserne ikke overholdes, så skal byggeriet placeres i en højere brandklasse. Der må kun anvendes simple brandtekniske installationer, f.eks. røgalarm og håndslukningsudstyr som håndildslukker og lignende.

Brandklasse 2 (BK2)

Byggeri placeret i brandklasse 2 skal have en certificeret BK2 brandrådgiver tilknyttet. Her kan du eller en byggerådgiver ikke selv lave en beskrivelse af brandstrategien eller brandplanerne. Alt det beskrivende og dokumenterende materiale skal som minimum godkendes af en certificeret brandrådgiver BK2. Ved byggeansøgningen skal der angives, hvem der som certificeret rådgiver har været tilknyttet.

 

Har du brug for en certificeret Brandrådgiver klasse 2?

Du er meget velkommen til at kontakte Ann Boje på tlf. 70 70 70 01 eller mail ab@nymannogjuhl.dk.
Ann sidder til dagligt på vores kontor i Hammel, men servicerer vores kunder i hele landet.

Ann kan rådgive og vejlede dig fra start til slut i dit byggeprojekt. Udover at have godt styr på det brandtekniske er hun uddannet konstruktør og arbejder også med myndighedsbehandling.